Echoes of ...

Echoes of ... er et landsdækkende initiativ, der har til formål at styrke unges stemmer ved at indsamle deres håb, drømme og refleksioner om fremtid, fællesskab og fælles kulturarv. Gennem et inkluderende og faciliterende format skabes et talerør for unge i hele landet, der gør de værdier, som Europa bygger på, nærværende og relevante.

Som en del af EU-formandskabets kulturprogram rejser Echoes of ... med kulturprogrammet rundt i hele Danmark. Ved hvert arrangement opsættes en mobil videobod, hvor unge inviteres til at dele deres personlige fortællinger og refleksioner gennem korte interviews. Fokus er på emner som fremtid, sammenhold, identitet og generationernes bånd – med det formål at skabe et levende billede af ungdommens visioner og værdier i dagens Europa.

De indsamlede vidnesbyrd bliver en del af et visuelt arkiv over europæiske håb og drømme – en slags tidskapsel, hvor unge kan spejle sig i hinanden på tværs af landegrænser, og senere se tilbage på, hvordan deres stemmer blev en del af en større kulturel og historisk fortælling.

Initiativet er et samarbejde mellem Turning Tables og Kulturmødet og skal på længere sigt styrke demokratisk repræsentation og etablere varige forbindelser mellem danske og europæiske unge. Echoes of ... er et bidrag til at fremme europæisk sammenhængskraft og fælles forståelse – ved at lytte til dem, der skal forme fremtiden.

Du kan opleve Echoes of … i forbindelse med åbningsarrangementet i Aarhus og alle værtsbyerne samt til møderne:

  • Aalborg

  • Herning

  • Horsens

  • København

  • Ungdommens Folkemøde

  • Kulturmødet Mors

Echoes of … er realiseret med støtte fra:

OM TURNING TABLES danmark

Turning Tables Danmark (TTDK) har siden 2016 arbejdet for at styrke børn og unges livssituation i Danmark. Med film, foto og musik som kreative værktøjer, skaber de frirum, hvor unge lærer nye færdigheder, opbygger selvværd, deler oplevelser i positive fællesskaber og sætter ord og billeder på deres drømme. TTDK driver tre såkaldte ‘kulturlaboratorier’ på Sjælland - i henholdsvis København, Roskilde og Brøndby Strand - hvor unge gratis kan arbejde kreativt med støtte fra TTDK’s professionelle instruktører, der har forskellige kunstbaggrunde. Derudover er TTDK i færd med at opbygge et visuelt kreativt fællesskab for unge i Svendborg på Sydfyn. TTDK’s arbejde handler om at sætte ressourcer og potentialer i spil og skabe nye lokale fællesskaber ved at fokusere på alt det positive hos de børn og unge, som bor i de almene boligområder.

Læs mere om Turning Tables Danmark her.